En litterær lydvandring gennem Nexø og ud i naturen

Oplev Nexøs smukke natur og hyggelige gader, mens du følger forfatteren Martin Andersen Nexøs barndom og litterære værker. På 6,6 km og 8 stop kan du slippe tanker og sanser løs, mens du bevæger dig gennem landskabet, hvor en af Danmarks største digtere fandt sin stemme.


Ruten starter ved Martin Andersen Nexøs Mindestuer i Ferskesøstræde 36, går over Balka Lyng, Lyst-skoven og Østersøens blå vand, forbi Vangegemmerhuset, Kildebakkestræde, Nexø Torv, Martins Skole og hjem til Mindestuerne.


Martin Andersen Nexø

Rute

0

Om Martin Andersen Nexø

Foto: Deutsche Fotothek‎ / Richard Peter

Vandreruten bringer dig tættere på forfatteren Martin Andersen Nexø, som er en af Danmarks mest berømte forfattere. Gennem sit forfatterskab skildrede han de fattigstes kår i provinsen og på landet omkring år 1900. Han er særligt kendt for de litterære værker ’Pelle Erobreren’ (1906-1910) og ’Ditte Menneskebarn’ (1917-1921). Filmatiseringen af ’Pelle Erobreren’, instrueret af Bille August, med Max von Sydow og Pelle Hvenegaard i hovedrollerne, vandt i 1989 en Oscar for bedste udenlandske film.


Den sociale indignation og forståelsen for de fattigstes kår, som var til stede i ungdomsforfatterskabet, løber som en rød tråd gennem Nexøs modne forfatterskab.


Martin Andersen Nexø oplevede selv fattigdom i sin barndom, hvor familien med en søskendeflok på 10, boede i et lille hus i Nexø. Huset er i dag omdannet til museum, hvor forfatterens liv, litteratur og eftermæle præsenteres i de selv samme rum som forfatteren voksede op.


Om lydvandringen

Lydvandringen er udviklet i et samarbejde mellem Destination Bornholm, Martin Andersen Nexøs Mindestuer og Danske Digterruter.


Indtale er af skuespiller/forfatter Pelle Hvenegaard og Martin Andersen Nexø samt forsker Henrik Yde.

Lydfilerne er produceret af Jesper Mejlvang (Mejlvang Musik).


Læs mere om Martin Andersen Nexøs Mindestuer: https://www.andersennexoe.dk/


Læs mere om lydvandringen her: https://bornholm.info/digterrute-i-nexoe/